
26/08/2025 0 Kommentarer
Svinø Kirke fylder 125!
Svinø Kirke fylder 125!

SVINØ KIRKE – 125 år
Svinø havde indtil den 28. oktober 1900 ikke egen kirke, men benyttede Køng Kirke.
Det fortælles, at Svinø Kirke blev bygget på foranledning af kvinderne på Svinø. Køng havde ikke bare en kirke, men også en kro, der var vanskelig at komme forbi, når nu mændene var i søndagstøjet. Kvinderne var kun med til gudstjeneste og sad udenfor på hestevognene og ventede, hvilket de naturligvis blev trætte af og pressede på for at få deres egen kirke på Svinø. De fik opbakning af sognepræst Jacob Holdt, der også var træt af – ind imellem – at skulle holde gudstjeneste i Svinø Skole.
Svinø er stadig i daglig tale opdelt i øst – byen – vest, så det blev gårdejerne: Rasmus Nielsen, Fladagergård (øst), Peder Rasmussen, Aunshøjgård (byen) og Frederik Christiansen, Sandviggård(vest), der sammen med Sognepræsten udgjorde kirkeudvalget.
I 1899 blev der afsat 12.600 kr. på Finansloven, og 10.000 kr. blev indsamlet blandt lokalbefolkningen. Det kostede 22.000 kr. at bygge kirken, der er den yngste i Stege-Vordingborg Provsti (kirkelig håndbog 2000).
Mange gårdmænd var - med deres hestevogne – involveret i transport af materialer. Murstenene blev sejlet til Dybsø Havn, tømmeret blev bl.a. hentet i Jars Skov og sandet naturligvis ved strandene.
Det skortede ikke på gaver. Grunden, kirken er bygget på, er en gave, og inde i den lille hyggelige kirke findes adskillige gaver, bl.a. alterbilledet og dåbsfadet skænket af Gavnø Gods; den ene af lysekronerne er skænket af kvinderne på Svinø.
Kirkens fødselsdag festligholdes i kirken tirsdag d. 28. oktober kl. 19.00 med en andagt, efterfulgt af lidt fortælling om kirken og afsluttes med bobler og kransekage.
Kommentarer